Moderne klassiker
I de senere år har amaroneproducenterne stået i et dilemma. Skulle de følge forbrugerne blindt og lave letdrikkelige frugtbomber eller skulle de følge den mere klassiske stil? Hos Conti Neri er det lykkedes vinmageren, at opnå det næsten utopiske kompromis, der rammer plet både til forbrugernes smagsløg og amaronens stolte traditioner.
Dette er en vin, der flot tager udfordringen op fra de fyldige og letdrikkelige oversøiske vine. Selvom Conti Neri 2008 Amarone, i amaronesammenhæng, stadigvæk er en relativt ung vin, er den allerede utroligt nem at gå til og en drøm i glasset. I duften deler denne Amarone gavmildt ud af den solmodne frugt. Her findes både solbær, kirsebær og diskrete strejf af ung vintage port. I munden fylder denne vin godt og den har en flot, lang eftersmag. Med andre ord, er de ting, denne vin gør utroligt godt, meget det samme, som de oversøiske vine gør godt, særligt de australske. Den primære forskel er at Conti Neri leverer langt mere dybde, end man møder i de australske vine.
Men en bare nogenlunde fyldestgørende beskrivelse af Conti Neri 2008 Amarone er vi slet ikke kommet i nærheden af endnu. Som sagt rummer denne Amarone også de klassiske dyder. Ud over den dejligt friske frugt i duften kan man også finde rigeligt med umiskendelige "amarone-dufte". Her findes en flot, men aldrig overdøvende, "rosinkarakter", samt diskrete hints af chokolade og vanilie, nede under det hele. I munden lægger Conti Neri heller ikke skjul på den er en vaskeægte Amarone. Vinen har en meget klassisk syre. Den er stadigvæk letdrikkelig, blød og rund, men den har et utroligt flot "bid", der gør den virkeligt velegnet som en madvin.
Conti Neri 2008 Amarone kan med fordel parres med de "klassiske amaroneretter", som vildt, kraftige pastaretter, stærke oste og andesteg. Men i kraft af den moderne stil, skal man heller ikke snyde sig selv for at prøve den til en rød bøf eller andre fyldige retter med oksekød.
Skal vinen drikkes uden mad anbefales det, at den dekanteres en times tid eller to, inden man nyder den.
|  | LAND Italien |  | SERVERING 18-19 grader |  | NYDES BEDST Inden 2015 |
|  | REGION Valpolicella |  | INDHOLD 75cl. pr. fl. |  | STIL Fyldig & intens |
|  | DRUETYPE Corvina Rondinella Molinara |  | DEKANTERING 1 time |  | ALKOHOL 15 % |