Profil af Winemaker Claus og Lisbet Henley Park Wines Australien

Ægte danske vinbønder i Australien

Hvem sagde, at de gode eventyr døde med H. C. Andersen, for her kommer et vaskeægte stykke eventyr, om den unge danske pige, som rejste om på den anden side af kloden, for der at møde kærligheden til såvel vinens verden, som til hendes nuværende mand, vinbonden Claus Petersen.

Henley Park  Henley Park I  Henley Park IIIII

Køb en vingård
I 1986 købte Claus Petersen fra Stigs Bjergby på Vestsjælland sammen med familien, en vingård i Australien. Vingården er beliggende i Swan Valley, som ligger lidt uden for millionbyen Perth i Western Australia. Hvor gennemtænkt det hele var fra Claus side, at købe en vingård i Australien, kan vi nok kun gætte os til, for det stod ham meget hurtigt klart, at resten af familien ikke havde tid til at passe en vingård Down Under og at han selv måtte springe ud i eventyret som vinbonde. Med en uddannelse fra Høng Landbrugsskole på Vestsjælland, vidste Claus nok væsentligt mere om svin end vin, så der måtte hentes erfaring ind udefra, for at komme i gang med projektet.

Australien var på det tidspunkt ikke helt fremmed for Claus. Hans bror havde i 10 år drevet farm i Australien med får, hvor Claus havde hjulpet til i perioder og landbrug generelt lå også Claus meget nært, da hans forældre her i Danmark drev et større foretagende inden for dette fag. Men derfra og så til at producerer vin. Claus ansatte en fransk winemaker, som skulle hjælpe ham i gang og oplærer ham i og om alt inden for vinens verden. Alt fra pleje af vinmarkerne, høsten, produktionen, lagring og aftapning mv. Da Claus & Co. købte gården, var næsten hele produktionen på ejendommen udelukkende kun hedvin i stil af sherry & portvine, hvilket Claus ønskede at ændre på, så der også kunne produceres hvide og røde vine samtidigt.


En ung pige rejste
Mens Claus i Australien havde travlt med at lære vinens verden at kende, pakkede den unge Lisbet fra Sørbymagle ved Slagelse sin kuffert en dag i 1989 og drog på arbejdsferie i Australien, nærmere bestemt som medhjælper i 3 måneder, hos Claus. Lisbet var søster til nogle af Claus venner hjemme i Danmark og havde hørt om muligheden for at komme af sted, blandt andet for at komme ned og plukke druer. Under opholdet falder Lisbet for vinens forunderlige verden og trods hun inden afrejse var blandt dem som valgte sin vin ud fra de pæne etiketter, så var der meget mere mellem vinstok og flaskerne som skulle udforskes, heri også vinbonden Claus Petersen. Kemien mellem Claus og Lisbet udviklede sig under opholdet og efter et kort smut hjem til Danmark, for at få styr på alle papirer, rejste Lisbet straks retur til vingården i Australien igen, hvor forelskelsen fortsat blomstrede til såvel vingården og dens ejermand og ikke ret mange år senere, var familien vokset til 4 med datteren Nathalee og sønnen Michael.   

Lisbet blev ligesom Claus oplært af den franske winemaker og i september1993 var det tid til at stå på egne ben. De 2 vinbønder var nu klar til at passe hele gården selv. Claus tager sig af planlægningen og styringen i marken hvor der skal organiseres løbende nyplantninger, beskæring & høst mv. I selve vineriet er det Lisbet som har det endelige ord og når nogen kommer til gården og spørger efter bossen, så er det Lisbet som træder frem. 

Henley Park IIII  Henley Park III

 

Henley Park
Vingården, som har navnet Henley Park, er på ca. 12 hektar land og har ca. 6.500 vinstokke stående. Årsproduktionen er på ca. 70.000 flasker om året fordelt på 10 forskellige produkter og vinene sælges den dag i dag fra stalddøren ved gården i Australien samt her i Danmark, hos Skovgaard Vine, som importerer alt hvad der kan undværes på gården. Selvom der sagtens kunne sælges mange flere flasker Henley Park her i Danmark hvert år, så ønsker Claus og Lisbet ikke at forøge produktionen, da dette vil kræve at der købes druer fra andre, hvilket de ikke har særlig god erfaring med.

Med den produktion de har i dag på ca. 70.000 flasker, passer det lige med hvad familien selv kan klare gennem året. Hertil sætter de en stor ære i, at det er dem selv som har kontrolleret hele processen fra start til slut. At være en lille vingård og alligevel lave 10 forskellige produkter kræver en pæn styring. Med druer af Merlot, Shiraz, Cabernet Sauvignon, Pinot Noir, Chenin Blanc, Chardonnay, Sémillon, Muscat og nogle gamle portvinssorter på markerne har Claus et stort puslespil der skal gå op når høsten nærmer sig, for typerne modner forskelligt og med op til 45 graders varme i februar hvor høsten sker, kan udviklingen i druerne ændre sig markant næsten fra dag til dag. I vineriet er det ligeledes med at holde godt styr på de mange forskellige produktioner og holde tungen lige i munden når der skal omhældes og blendes fade før aftapning.

 

Vinene
Med ca. 300 solskinsdage om året, må man sige at der er rig mulighed for en god modning af druerne på marken og kunsten at omsætte disse til nogle skønne flasker vin, må siges at gå meget godt for de 2 danskere.  Med en pæn væg i deres lille gårdbutik på vingården, fyldt med diplomer og medaljer, kan de roligt skænke smagsprøver ud af vinene.  Der er en super flot rød tråd gennem alle vinene, hvor intensitet, flot frugt og en pæn mængde fad er kendetegnene. Stilen holdes i en lidt mere europæisk stil, som gør at vinene ikke bliver for brændte og solskinssøde. Hvor mange vingårde har en eller to vine som er deres flagskib, så er niveauet i vinene fra Henley Park alle på så højt et trin, at hele årsproduktionen stort set når at være udsolgt før de næste er klar til salg.

I serien finder vi røde vine på Shiraz, Merlot og Cabernet Sauvignon. Af hvide vine sælges Chenin Blanc, Chardonnay og Sémillon. Hertil laves en super lækker rød Sparkling samt dessertvine og den meget eftertragtede Old Tawny, som er en portvinsstil blended op med meget gamle vine, som allerede lå på fade dengang, Claus købte vingården, så en god gennemsnitsalder på ca. 30 år gemmer sig i disse flasker.

 

Årets høst er her start marts 2016 ved at være i hus og kvaliteten af druerne er godkendt. Årets vine bliver de traditionelle varianter og måske der bliver plads til et nyt hvidvinsblend, men det må tiden jo vise.

 

Besøg på gården
Lisbet & Claus har en lille cafe på vingården som er åben for alle gæster og hver uge dukker der også besøgende fra Danmark op. Henley Park er særdeles godt kendt her i Danmark og der har været flere fjernsynsudsendelser derfra i f.eks. tema-lørdag mv. Ønsker du at kigge forbi vingården på din næste tur til Australien kan du kontakte os og vi vil hjælpe med flere informationer.

 

Skulle du tilfældigvis være søgende efter en vingård, så har Claus og Lisbet faktisk sat vingården til salg for den nette sum af lidt over 30 mio. - kom frisk og bliv vinbonde i Australien og skab kapitel 2 i eventyret om danske vinbønder på Henley Park.