Vilde lakridsnoter fra start i glasset
Farven er dyb mørk med næsten violette toner trods vinen allerede har lidt alder. I duften oplever du straks rålakrids, intens bærkoncentrat af skov- og brombær som runder over i lidt sød tobak og lavendel. Efter kort tid i glasset bliver frugten drejet mere over i syltede kirsebær/tyttebær - dette er VILDT lækkert og unikt. <br<
Den første mundfuld er kraftig af den intense lakrids og pænt krydret af peber, muskat samt lidt mint/mynte - det er min chokolade-mynte jeg kan genkende. Med lidt iltning tilkommer mere bredde på bærnuancerne og lidt læder og træ blander sig i oplevelsen. Eftersmagen holder rigtig længe med et godt miks af de allerede nævnte nuancer hvor lakridsen bliver lidt mere salt og blød. <br>
Alchimia Wines Mendoza
Vingården er blandt de mindre og producerer kun ca. 160.000 flasker om året fordelt på ca. 20 forskellige vine, så det er små portioner af hver vin. Druerne til netop denne Malbec kommer fra vingården La Austral som ligger i San Carlos, Mendoza. Vingården har deres 4 største marker i Maipu, Lujan de Cuyo, Tunuyan samt La Rioja, alle beliggende fra 800 til 1450 meter over havets overflade, så årets sæson er kort og intens. De første vinmarker blev plantet i 1995 og de yngste stokke er fra 2006. <br>
Bare super lækker Malbec
Du får her en helt ærlig Malbec - lige som Malbec skal være i min optik. Den varme dybrøde farve, lidt agressiv næse som vil frem i verden og en skøn saftig smag og eftersmag som holder pænt længe. Dette er vinen til et saftigt stykke vildt eller lam som er pakket godt ind i friske urter, hvidløg og serveret med en intens trøffel- eller svampesovs til. Kort dekantering på bare 8-10 minutter er nok til at vække alle nuancerne i denne vin. SKAL nydes af nogle lidt større rummelige vinglas. <br>