Australsk crowd pleaser med karakter!
Wow! Sikke en outstanding version af Pinot Noir! Denne mytiske og finessepræget drue viser nok engang sit potentiale i denne australske lækkerbisken af en rødvin fra Alkoomi Winery i Western Australia.
Alkoomi har nemlig lavet en Pinot Noir, som alle kan være med på. Forestil dig elegancen og finessen fra de burgundiske udgaver kombineret med fadlagringen og de mange solskinstimer fra Californien i en og samme flaske. Ja, hvis du gør det, så har allerede givet dig selv al grund i verdenen til at smage på denne perle af en Pinot Noir. Her er der nemlig ingen, som vil rynke på næsen af begreber som marmeladevin eller letbenet rødvin. Vi taler blødhed, dybde, mørkerøde bær og en anelse fad uden at gå på kompromis med elegancen.
I næsen mødes du af ren skovtur bestående af skovjordbær, hindbær og moreller samt et lille snert af mokka. Smagen er fyldig og rund med et diskret strejf af vanilje, som kommer af de syv måneder på franske egetræsfade.
Når det kommer til madmatching, er det en yderst alsidig og fleksibel rødvin, som vi har med at gøre. Den kan nemt matches med alt fra fed fisk til krydret kød og som med de fleste Pinot Noir-vine, så har den det også virkelig godt med svampe.
Hvis du f.eks. foretrækker rødvin til din fisk, så er dette en oplagt mulighed for at gøre præmissen om, at fisk skal serveres med hvidvin, til skamme. Alkoomis Pinot Noir vil sagtens kunne gå til en lækker laksebøf på grillen eller en stor tunsteak. Nærmer vi os påske eller er der lam på grillen, så er den også et formidabelt bud på en lammevin, hvor især frisk mynte og hvidløg vil give et lækkert modspil til den dybe frugt med det lille fadpræg.
Et personligt råd herfra baseret på personlig erfaring: I Danmark kan vi engang i mellem have en tendens til at drikke rødvin lidt for varm. Gør dig selv den tjeneste at afkøle denne rødvin en anelse inden servering. 12-14 grader vil klæde den fremragende, især hvis det er varmt i vejret.