Too Young, muslinger og skøn hvidvin i glasset.
Torsdag aften og lænestolen er indtaget med et glas hvidvin og fjernsynet tændt. Skøjter lidt rundt på YouTube blandt tidligere afsnit af Toppen af poppen og falder over Nicklas Sahl´s fortolkning af Too Young. Med næsen i glasset til de smukke toner fra Nicklas, nyder jeg denne Kamnik Winemakers Selections nuancer af fersken, lys melon, let anis og mango, som på forførende vis danser omkring i glasset. Duften alene er en fornøjelse og især Viognier-druens lette eksotiske stil er spændende. Efter lidt tid i glasset overtager Chardonnay-druens toner og byder ind med pære, stjernefrugt og let ristet toast.
Sandra´s, winemaker på Chateau Kamnik, evne til at blende vine er helt imponerende. I denne Winemakers Selection har hun skabt et blend af 37% Viognier, 37% Greco di Tufo samt 26% Chardonnay og smagen behager mig voldsomt. Viognier ligger hårdt ud med at vise sig frem med smagsnoter af tør mild ananas, let anis og mandler. Creco di Tufo byder ind med mere mineralske toner, svag mint samt grønne urter og Chardonnay tager smagsnoterne i mål med melon, frisk abrikos, toast, let salt og grøn mango.
Et fad med dampede muslinger, snittede urter, forårsløg samt et skvat finthakket hvidløg - jeg kan smage denne tallerkenfuld af havets godter for mig og med denne Kamnik Winemakers Selection i glasset hertil. Alternativt kunne et godt match være det store kolde bord hvor en sildemad med æg og purløg kunne skabe nydelse, en sprød kålsalat med nødder og parmesan eller en saftigt portion butter Chiken. Skulle en stegt rødspætte med brunet smør finde vej til bordet er Kamnik Winemakers Selection ligeledes klar til at danne ramme om et skønt måltid. Vinen vil hertil opfører sig eksemplarisk til grillede grøntsager og kødfrie retter.
Er du til hvide vine på druerne Albarino, Marsanne og Vermentino vil du nyde denne Kamnik Winemakers Selection, da mange toner og nuancer er genkendelige.
Jeg har nydt denne hvidvin i et Riedel hvidvinsglas og ved ca. 10 grader og vil glæder mig til at nyde den igen og gerne til det fad af muslinger. <br>