Chateau Kamnik ligger i Vardar-dalen øst for Skopje. På de sydvendte bakkeskråninger i området dyrker man vin af helt exceptionel kvalitet. Vi var meget overraskede, da vi første gang smagte Chateau Kamniks vine - og vi glæder os til at høre, hvad I synes om dem.
Kamnik Merlot Single Vineyard kommer - som navnet antyder - fra én nøje udvalgt vinmark.
Det er en meget smuk rødvin, som man skænker op i glasset - helt rubin-rød.
Duften er kompleks og har en frugtrig karakter som afslører sorte kirsebær, brombær syltetøj og figener, som alt sammen komplimenteres af krydrede noter af vanille, røg og ny-ristet kaffe. Aromaens kompleksitet skyldes den 25 måneder lange modningsproces, hvor vinen har ligget på nye franske og amerikanske egetræsfade.
Smagen er fyldig bærer duftens kompleksitet med sig. Syre og silkebløde tanniner synger i harmoni med en lang og vedholdende eftersmag rig på frugt og chokolade.
Vi anbefaler, at man dekanterer denne vidunderlige Merlot en time før servering til f. eks. en krydret vildt-ret.
6 ud af 6 STJERNER på Flaskehalsen.nu
De skriver De fleste vil allerede længe før der skal smages på en makedonsk rødvin være fulde. Af skepsis. For hvad dælen kan sådan et Balkan-land udrette på vinmarkerne? Derfor var der ingen tvivl om hos os, at denne vin skulle blindsmages ved siden af vine fra mere traditionelle vinlande, og det betyder at den er vurderet med enorm nysgerrighed og uden forudindtagede holdninger til oprindelsesland. Vinen står rigtig fint i glasset med flotte gardiner, og duften er tiltalende med en lille snert af anis/lakrids. Smagsmæssigt oplever vi en Merlot, som ikke har den lidt uldne overflade, man nogle gange kan fornemme, og i stedet springer druen ud som en blød bamsebasse, der skaber tryghed og balance i smagsapparatet. Der er masser af frugt og fylde, der er i den helt rette balance, og det betyder at denne Kamnik efterlader et sjældent flot indtryk. Kamnik er et af de store navne i vinproduktionen fra Balkan, og med denne topscorer manifesterer de deres position, for hold da op, hvor er det lækkert, og selv til den høje pris er der faktisk tale om god værdi for pengene.